Information 28.VIII.09. s.14-15.
Jeg længes efter gentagelsen
Når
vi danser, dater og arbejder har vi hele tiden midlertidigheden som
grundvilkår, siger Anders Fogh Jensen, som har skiftet job fra filosof
til terapeut, for at slippe for en tilværelse, hvor man altid er på
udkig efter næste projekt. Og så er han begyndt at danse tango - det
er nemlig noget man kan øve sig på, siger han
Tango.
Tangoen er for Anders Fogh Jensen modstykket til projektsamfundets
uvished. Det er en dans, man kan modtage undervisning i og øve sig på,
fordi den er fastlagt på forhånd: Her på det seneste er der opstået
variationer af tangoen, hvor man kan slippe den ene arm og danse sådan
lidt mere frit og rock'n roll agtig. Det bryder jeg mig ikke om. Det er
meget sjovere at følge de faste regler, siger han. Foto: kristine
Kiilerich
Af:
Anders Fogh
Jensen bryder sig ikke om at danse.
I hvert fald
ikke på det spontane dansegulv, som opstår, når der skrues op for
musikken til fødselsdagen, og gæsterne pludselig begynder at bevæge
sig rytmisk ud og ind i mellem hinanden. Og hvor det på intet tidspunkt
står klart, hvem der danser med hvem, eller hvad man egentlig skal gøre
for at blive en del af dansens cirkler.
»Det ubehag,
man kan føle på et dansegulv, minder meget om det ubehag, man kan føle
andre steder i vores kultur. Det er et ubehag, som handler om, at man
ikke kan vide, om man gør det godt nok, eller hvad det skal ende med.
At alt kan lade sig gøre, men det til gengæld ikke er alt, som kan
blive til noget,« siger Anders Fogh Jensen.
Monogami med mange
Han har samlet
sine iagttagelser af det moderne liv i bøgerne Projektsamfundet og
Projektmennesket. Bøgerne kunne kaldes en filosofisk analyse af
et samfund, som har ændret sig fra Foucaults disciplinsamfund til et
samfund, hvor netop disciplin, system og gentagelse bliver betragtet med
den største rædsel. En analyse, som også udspringer af Anders Fogh
Jensens egne vanskeligheder med at leve som projektansat single med et
konstant krav om begejstret selvpromovering.
»At leve som
single betyder at leve et liv, hvor der bliver spillet på alle heste.
Alle siger jo, at de ikke længere gider midlertidige forbindelser og
dermed skal de signalere en sandsynlig permanent monogam forbindelse til
mange mennesker på en gang,« siger Anders Fogh Jensen, som bliver træt
bare ved tanken om alle de salgstaler, som singlerne igen og igen må
igennem, når de jagter kærligheden.
»Jeg stod for
eksempel en aften på Riesen, som ligger hernede i en sidegade til
Istedgade, og så var der en kvinde, som spurgte mig om, hvad jeg
lavede, og så fortalte jeg lidt, og så sagde hun: ‘Du gør godt nok
ikke meget reklame for dig selv.’ Og det er jo en af frustrationerne
ved singlelivet, at man hele tiden skal fortælle om sig selv og sit
eget liv, så det lyder som et liv, som en anden har lyst til at være
en del af,« siger Anders Fogh Jensen.
Det er ikke
bare i kærlighedslivet, at Anders Fogh Jensen har gjort sig sine
erfaringer med projektsamfundets nye relationsforhandling. Fra sin
lejlighed i Istedgade kan han se ned på en bydel befolket af mennesker,
som mødes over mac’en og kaffen i håbet om at blive tilknyttet endnu
et projekt. Den livsstil kender Anders Fogh Jensen også fra sit eget liv.
»Jeg forsøgte
i mange år at gøre en karriere på universitetet, hvor der hersker,
hvad jeg vil kalde en mafiøs netværkslogik. Man skal kende folk, man
skal stå i relation til dem, og efter at projektstrukturen er blevet en
del af universitetsverden, så bliver det krav aktualiseret hele tiden.
Jeg har gået til møder i store grupper, hvor vi er blevet enige om, at
det kunne være spændende at lave det her projekt, men hvor jeg aldrig
vidste, hvilke projekter, der kunne blive til noget? Og hvad skulle jeg
gøre for at være sikker på, at jeg kom med i projektet, hvis det altså
blev til noget?« spørger Anders Fogh Jensen og har endnu ikke fundet svaret.
Da han var færdig
med sin ph.d. nægtede han, at fortsætte som løstansat underviser, men
måtte konstatere, at der ikke længere var fastansættelser at få i universitetsverdenen.
»Heller ikke
for folk, som var dygtigere end mig. I stedet blev der givet løfter
uden konsekvenser: ‘Vi synes, at dit projekt er interessant. Vi kunne
godt tænke os at beholde dig’,« siger Anders Fogh Jensen, som
fascineret har iagttaget, hvordan vores aftalestruktur langsomt er ved
at ændre karakterer, så planer forvandler sig til sandsynligheder.
Spild af energi
»I dag vil man
gerne til vente med at fiksere en aftale, til man helt tæt på datoen.
‘Skal vi ses på fredag?’ - ‘Ja, det er en god idé. Lad os lige
skrives ved torsdag.’ På den måde overbooker alle i håbet om at få
den bedst mulige aftale i hus. Det er i virkeligheden den samme logik, når
man byder ind på projekter. Du bliver nødt til at søge mange flere
projekter, end du egentlig kan lave, fordi der hele tiden er en mulighed
for, at de ikke bliver til noget. Man har anklaget det gammeldags
bureaukrati for at skabe ineffektivitet, men i dag er der også mange
virksomheder og offentlige institutioner, som spilder utroligt mange
penge og meget energi på projektansøgninger, som aldrig bliver til noget.«
- Hvad er så
det gode ved at leve i sådan et samfund?
»Man får et
meget mere varieret liv. Man får prøvet mange flere forskellige ting
end vores forældre eller bedsteforældre, og man kan jo spørge sig
selv, hvorfor et forhold i 40 år med den samme nødvendigvis er bedre
end fem forhold af otte års varighed? Men bagsiden af projektsamfundet
er, at man aldrig ved, hvad der skal ske, og at den usikkerhed giver
stress og angst, fordi den kan udnyttes. ‘Du er med på det her
projekt, men vi ved ikke, hvad vi har midler til senere.’ Sådan en
melding betyder jo, at folk overpræsterer i ekstrem grad af frygt for,
at de ikke får lov til at deltage i næste projekt,« siger Anders Fogh Jensen.
Han har de
sidste seks år boet i en lille toværelses lejlighed, hvor sengen
fylder det meste af stuen, for en af omkostningerne ved hans eget
arbejdsliv har været en ustabil økonomi.
»Vi har jo
stadig systemer, som fungerer på den gammeldags måde: kreditforeningen
f.eks, men det passer ikke sammen med freelancelivet, hvor man ikke ved,
hvad man tjener i næste måned. De gamle systemer regner med
gentagelsen, men gentagelse bliver der mindre og mindre af i
projektsamfundet. Den konflikt skaber stress og angst hos mange.«
- Er det kun
friktionen med det gamle og det nye samfund som skaber problemet?
»Nej, det kan
være udmattende at være en del af projektsamfundet. Det er ligesom med
dansen, hvor det er hårdt at stille sig op og danse vildt og energisk
med alle, hvis man er trist. Vi får en anden slags menneskelige
sammenbrud, end vi havde før. Det undrer mig ikke, at depression er
blevet så almindeligt, for det er i virkeligheden en sygdom, hvor den
deprimerede opfører sig stik i mod projektsamfundets krav. Hvor man
mister initiativ og gnist og lyst og ikke kan holde ud at være sammen
med andre.«
Terapi og tango
På Anders Fogh
Jensen dørskilt står der bare ‘filosoffen’. Det hedder hans
hjemmeside også, hvor filosofiske bon mot’er blander sig med
kunstneriske portrætfotos af Anders Fogh Jensens selv og afslører, at
også han har gjort projektsamfundets krav om selviscenesættelse til
sit eget.
Sidste år fik
han i en alder af 35 for første gang i sit liv en fastansættelse i
konsulentfirmaet Dispuk. Her er en del af hans arbejde at lave
terapeutiske forløb til mennesker, som er kommet i klemme i projektsamfundet.
- Hvad siger du
til alle de her fortvivlede projektmennesker?
»Jeg forsøger
at få de mennesker til at forlige sig med samfundsstrukturen. Ikke at
forsøge at flygte fra dens krav, men måske snarere forsøge at finde
lommer i strukturen, hvor disse krav ikke er så tydelige. Jeg forsøger
også at pille nogle af de dogmer ned, man bliver påduttet i
projektsamfundet. At risikovillighed er godt. At det er fedt ikke at
vide, hvad der skal ske. At man jo må tage chancer. Jeg laver måske i
virkeligheden forsvarstaler for gentagelsen.«
- Du kritiserer
projektsamfundet for at gøre problemerne individuelle, men terapi er da
en af de mest individuelle løsningsformer, som findes?
»Ja, og før i
tiden var jeg meget optaget af det politiske og at skabe kritik af
kapitalismen. I dag vil jeg måske hellere lære folk at navigere i det
samfund, som de lever i. Og så er det meningsfuldt at lave terapi,
fordi det er et rum, hvor mennesker taler om det, som betyder allermest
for dem.«
-
Projektmennesket kigger efter åbninger, men har måske mest af alt brug
for grænser, skriver du i din bog. Hvordan har du brugt den erkendelse
i dit eget liv?
»Det har været
en stor omvæltning at få et fast job, som kræver så meget af mig, at
jeg ikke hele tiden kan tænke over nye projekter. Jeg ville egentlig
gerne have mere filosofi ind i mit arbejdsliv, men jeg har ikke rigtig
tid til at starte nogen projekter op lige nu, og det er faktisk rart,«
siger Anders Fogh Jensen, som også har fundet en måde at overkomme sin
modvilje mod dansegulvet på: Han danser tango og nyder at have fundet
en dans, som man kan modtage undervisning i og øve sig på, fordi
dansens figurer er fastlagt på forhånd.
»Her på det
seneste er der opstået variationer af tangoen, hvor man kan slippe den
ene arm og danse sådan lidt mere frit og rock’n roll agtig. Det
bryder jeg mig ikke om. Det er meget sjovere at følge de faste regler.
Og det har jeg opdaget, efterhånden som jeg har skrevet de her bøger.
At de er skrevet på en længsel efter struktur og disciplin, som mange
projektmennesker måske i virkeligheden deler.«
