Projektsamfundet
glansbillede og virkelighed
 

Da projektet tog magten
Mennesker har altid haft projekter. Det særlige ved vores samfund er, at projektet er ved at blive den dominerende organiseringsform.

Den gennemkalkulerede produktionsproces, der skal føre den direkte vej til et veldefineret mål, er ikke forsvundet, men den er ved at blive suppleret af en mere søgende, prøvende, midlertidig organiseringsform, der kan gribe det tilfældige: projektet.

Hvad gør jeg bagefter?
I projektet samles mennesker for en tid for at udføre noget, hvorefter de skilles. Projektet er præget af midlertidighed, og det stiller individerne overfor et passageproblem: Hvor kan jeg gå hen bagefter? Hvordan kan jeg koble mig på et nyt projekt? Hvad skal jeg give mig i kast med?

Fabrikken havde en afgrænset arbejdstid – klokken otte til fire – der til gengæld repeteredes dag efter dag. På fabrikken var man fastansat. Den type jobs findes stadig, men de er ved at blive erstattet af en anden type jobs, projektansættelserne, og afarter som freelance og vikariater, hvor man ikke vikarierer for nogen. Her er den enkelte arbejdsdag ikke nødvendigvis afgrænset, ligesom man heller ikke nødvendigvis er i samme rum som dem, man arbejder sammen med. Projektet er en af de kanaler, hvorigennem arbejde og fritid løber sammen.

Ingen evig troskab
Til gengæld udløber projektet. Man kan ikke blive lovet evig troskab. Men man kan håbe på at finde en anden. Og man kan forbedre sine chancer ved at gøre sig bemærket og vælge spektakulære, tværgående og grænseoverskridende projekter. Projektsamfundet kræver reklame- og skuespillerkompetencer, fordi man kun har sig selv. Og sit netværk.

Når sociale kompetencer er blevet så vigtige, er det fordi de bliver afgørende for, om man kan finde ud af at koble sig af og på projekter. Forbindelser og netværk bliver løsningen på det problem med at passere, som enhver må slås med i projektorganiseringen.

Om man er med i et projekt eller ej, afhænger ikke altid af en fast aftale. Det kan afhænge af ens aktivitet: om man gør som dem i projektet. Man melder sig ikke altid ind i projektet, man tilnærmer sig det ved at imitere og passe ind i det, de andre gør. Man imiterer deres stilart og rytme.

Et kulturelt system
Projektorganiseringen er ikke noget, der kommer fra virksomhederne. Det er et generelt organiseringssystem, som kan ses overalt i kulturen. Projektsystemet – tiden, passagen, bevægelsen, forbindelsen, netværket – gør sig også gældende på dansegulvene, fodboldbanerne, caféerne, socialforvaltningerne, på gangene, i krigene osv. For eksempel fungerer singlekulturens distribuering af kærlighed og sex som projekter, med passagen som det væsentligste problem. Netværket erstatter gradvist familien.

Det gør sig gældende på boligmarkedet, hvor lejemål bliver til fremleje, og hvor man efterhånden må kende nogen der kender nogen for at få forbindelse til en bolig. Den gør sig gældende i socialforvaltningen, hvor enhver må udkaste et projekt for sin egen fremtid, for at få den hjælp han har ret til. Den gør sig gældende i skolerne, hvor eleverne skal lære at arbejde på tværs i projekter og hitte på frem for at lære uden ad.

Du skal være over hele banen
Arkitekturen har taget konsekvensen af den nye organiseringsform: I stedet for at bygge rum med gange imellem, bygger man passager, hvor det at opholde sig er at være undervejs.

Det gør sig gældende i fodbold: zoneopdækningen, der engang viste sig mere fleksibel end mandsopdækningen, overløbes nu af et endnu mere bevægeligt system, totalfodbold, hvor man snarere end at have et afgrænset rum, som man passer ligesom man rydder sin have for ukrudt, i stedet må tænke på at få tingene til at spire over hele banen. Og være over hele banen. Alle spillere er i dag liberoer.

Truslen fra den tavse telefon
Det er derfor ikke tilfældigt, at vi dengang i 1960’erne slap hinandens hænder på dansegulvet. Dansepartnerne havde i årtier fjernet sig mere fra hinanden, og de skolede trin blev efterhånden for stive for de unge, nøjagtigt som bureaukratiets procedurer. De slap hinandens hænder med twisten; de improviserede og dansede individuel break dance. I dag behøver man ikke engang at stå i nærheden af hinanden på dansegulvet, blot man har en eller anden forbindelse til den – undskyld dem – man danser med. Man spørger heller ikke længere nogen, om de vil danse, man danser sig ind på dem. Derfor er der heller ikke nogen, der siger nej til nogen.

Men der er nogen, der ikke bliver danset ind på. Projektsamfundet siger ikke nej, i stedet tier det stille. Dets rungende afvisning er den tomme indbakke samt telefonen, der ikke ringer, og sms-beskeden, der udebliver.

Vil du høre mere om projektsamfundet?
Filosoffen rykker gerne ud for at fortælle mere og diskutere projektsamfundet og dets konsekvenser. Bestil foredrag.